Byen hvor drømme går i opfyldelse

Danmark har i flere år haft status som verdens lykkeligste land og ikke nok med det, aalborgenserne er mest tilfredse med at bo i deres by i forhold til borgerne i 83 andre europæiske byer. Aalborgenserne taler med stolthed og glæde over den udvikling, der sker i Aalborg – et lille nordjysk mirakel er ved at blive skabt. Trods lukningen af De Danske Spritfabrikker er der aldrig langt mellem snapsene i Aalborg, der byder på spændende kulturelle oplevelser, varieret gastronomi i verdensklasse og mulighed for shopping i timevis for pengepunge i alle størrelser:

 

  • Aalborg Kongres og Kultur Center har i årtier leveret oplevelser, som hele landet har kigget misundeligt efter. Med Gigantiums opførelse og senest det nye koncerthus, Musikkens Hus, har byen et kulturtilbud – fra elitesport til ballet, og alt derimellem – som næppe findes mere varieret noget sted i landet.
  • Skal smagsløgene glædes – eller måske udfordres – så finder du restauranter i nærmest enhver smags- og prisklasse i Aalborg. Gourmet Restaurant Bühlmann, Restaurant Mortens Kro og det nye skud på gastronomistammen, Brasserie og Restaurant NO76, er blot nogle få af mulighederne for en kulinarisk oplevelse.
  • Aalborgs tre gågader, Algade, Gravensgade og Bispensgade, byder på et væld af spændende specialforretninger, Aalborg Storcenter har 75 specialforretninger samlet under ét tag og over 2000 gratis parkeringspladser, eller du kan vælge Friis, Aalborgs nye shoppingcenter, midt i centrum med over 50 spændende butikker.

Læs mere om Aalborg på visitaalborg.dk